Og dummeste Nat vel en Favn over Vand
Beskinner baad' Nætter og Dage vort Land
Ved Maaneder to eller trende.
Saa rømmer os Mørket og Mulmen fra Dør,
Og Qvæget, som stod inden Lukkelse før,
Udlades at søke sin Føde.
Du tilmed og aldrig saa tiilig staaer op,
At dig jo før høyt over Biergenes Top
Er runden Aurora den røde.
End svær jeg og vidner, at hvilken en Dreng,
Som opstaaer og gaaer sig med Solen i Seng,
Han neppelig skal sig forsove.
O Sommer! kierkommen til alles Behag,
Paa hvilken at Natten den lyser som Dag,
Og Fugle sin Skabermand love!
